Endelig, hvis en Fare skulde true vort kjære Fædreland, vilde Forbundet stille sig i Spidsen for den Undsætning og Hjælp, som maatte trænges herfra. Dette blev bevist under Unionsopløsningens kritiske Tid, da Forbundet kaldte sammen det store Massemøde i Auditorium, hvor det saa tydeligt blev lagt for Dagen, at Normændene i Chicago var villige til at ofre, ikke alene sine Penge, men ogsaa sit Liv, om det skulde trænges til Fædrelandets Frelse.

Det norske Nationalforbund har ikke staaet stille stadig har det gaaet fremad. Under en dygtig Styrelse har det afhjulpet hvad tidligere var et stort Savn ved Oprettelsen af et Arbeidskontoret varigt og vakkert Minde om Præsident Abrahamsens Administration. Arbeidskontorets Virksomhed i sit første Aar har Forbundet, takket være Hr. Bergans utrættelige Iver, den største Ære af. Især i denne Arbeidsløshedens Tid har Kontoret frelst mange af vore Landsmænd fra Nød og Fortvilelse det kan jeg som Konsul fortælle om.

Men, mine Herrer, betydelig og rosværdig som dette Forbundets Arbeide har været, vil jeg spørge: Kan der ikke udrettes mere? Kan der ikke indvindes en end større Arbeidsmark? Jeg tror bestemt, at Forbundet kan være til endnu større Gavn og Glæde for os Normænd her i Chicago ved end yderligere at vedligeholde Forbindelsen med gamle Norge og derved stadig styrke os i den norske Nationalitetsfølelse.

Vi Normænd her i Amerika er med Rette regnet for at være gode, loyale amerikanske Borgere, men det kan vi være samtidig som vi vedligeholder og fremelsker Slægts

følelsen og den aandelige Forbindelse med Norge. Ja, jeg vil endog sige, at Bevarelsen af Norskheden i os gjør os til bedre amerikanske Borgere; thi kun ved den kan vi udvikle det bedste i os selv og yde vort Bidrag til Aandsudviklingen i Fremtidens Amerika. Det er fra Norge, at vort Aandsliv naturligen faar sit Præg, og derfra vil det da faa det meste af sin Kraft og Næring. Vi trænger netop derfor de Impulser, som Forbindelsen med Norge bedst kan give os.

Denne Forbindelse med det gamle Land kan bedst opnaaes gjennem Normandsforbundet, som netop er det rette Organ i dette Øiemed, og jeg vil derfor benytte denne Anledning til at henstille til Nationalforbundet, at det tager under Overveielse, hvorvidt det ikke burde slutte sig til det andet Forbund. Normandsforbundets Formaal er at vedligeholde Forbindelsen og styrke Samholdet mellem Normænd i og udenfor Norge. Der er i dette Formaal intet, som strider mod Nationalforbundets Opgave; tvertimod, de svarer nøie til hinanden, fordi de begge vil udvide Arbeidsmarken for den nationale Evne. Den Tanke, som ligger til Grund for Normandsforbundet, og hvorom fædrelandssindede Mænd og Kvinder baade i Norge og Amerika har samlet sig: "at knytte en Broderkjæde mellem Normænd overalt i Verden og danne et virksomt Hele af de spredte norske Kræfter," denne store og vakre Tanke kan og bør ikke andet end vinde Anklang i norske Hjerter her i Chicago.

Kan Nationalforbundet tabe noget ved et saadant Skridt? Vil det være til Hinder for dets Arbeide eller formindske dets Værdighed eller Indflydelse? Nei, langt

ifra. Nationalforbundet vilde ikke ofre noget af sin Uafhængighed — dets Organisation og dets Virkefelt vil blive uforandret. Forbindelsen vilde være ærefuld i enhver Henseende for begge Parter. Normandsforbundet "has made good." Fra en liden Begyndelse har det vokset sig frem til et anseeligt Omfang, nu vist med et Medlemsantal af henimod 30,000, spredte over hele Jordkloden. Flere Hefter af dets fortræffelige Tidsskrift er udkommet med Indhold af største Interesse for Normænd overalt i Verden. Mange norske Foreninger paa andre Steder i Amerika har meldt sig ind. Efter lang og moden Overveielse kommer nu Spørsmaalet til Chicago, og da først og fremst til Nationalforbundet.

Jeg er vis paa, at Nationalforbundet vil gjøre det eneste rette i denne vigtige Sag, baade til Gavn for os selv og til Glæde for vore Brødre hjemme i Norge og overalt ellers i Verden.

Mine Herrer, vor lille Nation med en Befolkning af Størrelse som Byen Chicagos udretter det som ingen anden gjør. Den sætter sit Præg paa Verden i ethvert Virkefelt, i Literatur, i Kunst, i Musik, i Videnskab, i Opdagelse. Ogsaa her i Landet kan vi udrette store Ting, bare vi vil gjøre tilskamme, hvad en har kaldt den berømte norske Uenighed, bare vi vil holde sammen og "løfte i Flok". Det er dette, som Nationalforbundet skal sætte igjennem.

Mine Herrer, Nationalforbundet leve!

Tale ved Det Norske Tabitha Hospitals Koncert i Wicker

Park Hall, Chicago, den 11te Marts 1908.

Mine Damer og Herrer :

Dette er en Mærkedag for Tabitha Hospitalet, en Mærkedag, der afslutter et særskilt Afsnit af Hospitalets Historie, det sidste Fem-Aar af dets Tilværelse. At dette Tidsrum har bragt store og glædelige Resultater, det ved vi alle; og at Hospitalets Gjerning omfattes med dyb Interesse af Normændene i Chicago, viser tydelig denne store Forsamling af norske Mænd og Kvinder iaften.

Det er i Sandhed vigtige og betydningsfulde Aar, som har bragt saadan Fremgang - Udvidelsen af Hospitalets Virksomhed og dets forøgede Anseelse. Det er jo ikke saa vanskelig at forstaa Grunden til denne glædelige Fremgang en dygtig og sindig Styrelse, kompetente og opofrende Læger og Sygepleiersker, men fremfor alt: Enighed. Naar jeg nævner Enighed, saa er det ikke for at minde om den ulykkelige Tid, da det modsatte af Enighed var Tilfældet, men for at fremhæve den store Anerkjendelse, som Hospitalet fortjener, fordi det lykkelig har overvundet de Farer, som truet dets Tilværelse og derved naaet did, hvor det staar idag.

Kommer en Fremmed og spør: Hvad er Tabitha-Hospitalet, hvad vil han da faa til Svar? Jo, først og fremst, at det er en norsk Institution, helt igjennem norsk i enhver Henseende. Stiftet af Normænd, styret af norske

Mænd og Kvinder, med norske Læger og Sygepleiersker og med en Virksomhed, som kommer væsentlig den norske Befolkning her i Byen tilgode.

Endvidere, at det er en Institution som ikke er afhængig af noget Kirkesamfund eller forbundet med noget politisk Parti. Dets ene store og herlige Gjøremaal er at helbrede Sygdom og afhjælpe Nød. Det hører den store norske Befolkning til, uanseet Trosbekjendelse, Samfundsklasse eller Parti.

Vi ved, at Tabitha-Hospitalet tilhører saavel fattig som rig. Har en fattig Stakkar intet at betale med, slipper han ind alligevel, hvis Nød virkelig er forhaanden. Og trods at saaledes en betydelig Del af dets Gjerning er uden Godtgjørelse, har Hospitalet klaret alle sine Forpligtelser.

Tabitha-Hospitalets Tilblivelse og Væxt viser tydelig et Karaktertræk hos Normændene deres uafladelige og opofrende Omhu for sine syge og fattige. Dette finder man overalt, hvor Normænd har slaaet sig ned ude i Verden. Det hænger nøie sammen med vor Nations dybe religiøse Følelse, som bevirker, at saasnart et norsk Settlement er kommet lidet Gran i Orden, reiser Nybyggerne en Kirke, for derefter at bygge et Hospital, et Barnehjem, et Alderdomshjem. Derfor staar Tabitha Hospitalet som et vakkert Monument over Normænds Godgjørenhed og Offervillighed.

Paa samme Tid er det en stadig Paamindelse om, at vi kommer af en Nation saa kraftig og trofast mod sig selv, at den med sine egne Institutioner som dette Ho