Графични страници
PDF файл
ePub

Og endelig, skal en Stortdaad udføres, maa man ikke i 1814 søge en Christie og i 1905 en Michelsen i Bergen?

Og Michelsen slog ikke Feil, men adlydende Folkeviljen kom han ifra sin mangesidige Virksomhed i Bergen, ligesom Cincinnatus i gamle Dage forlod Plogen for at tjene sit Fædreland. Han viede sine storartede Evner og Kraft, sit hele Liv, om det skulde trænges, til Norges Frelse.

Landsmænd, det lader til, at det norske Folk fra et enigt og samlet hele utrolig hurtig søger Anledning til Strid og Kamp og splitter sig i Partier. I Norge synes det, som om man med en sjelden Lethed glemmer store Bedrifter og Fortjenester. Ergjerrighed og Letsindighed forener sig i Forsøget paa at styrte en Regjering, som man skal have den største Vanskelighed for at erstatte.

Lad os her i dette fjerne Amerika ikke glemme saa let! Lad os haabe, at det endnu maa undes Norge længe at beholde som Regjeringens Chef, som Folkets Høvding, Bjørgvins ædle Søn Christian Michelsen.

Tale for Kaptein Roald Amundsen ved Banketten for ham i Congress Hotel, Chicago, d. 11te Nov. 1907.

Mine Herrer Normænd i Chicago:

Et Aar siden var vi ogsaa saaledes samlet for at hædre vor Landsmand Kaptein Roald Amundsen. Dengang kom han lige fra sin Stordaads Fuldendelse og passerede gjennem Chicago paa Veien østover hjemover til gamle Norge, det Fædreland, paa hvis Navn han havde kastet ny Glans, hentet fra de fjerne Polaregnes vidunderlige Nordlys. Og I husker nok ogsaa, at dengang, for at træffe os sine Landsmænd her i Chicago, omlagde han sin Reiseplan og opgav sit Besøg hos Amerikas Præsident. Det har vi saamæn ikke glemt i Løbet af det forgangne Aar! Efter det Kjendskab han fik til os ifjor ansaa han det bedst denne Gang at gaa først til Washington og Præsident Roosevelt.

Nu iaften, naar vi har ham tilbage blandt os, ønsker vi ham et endnu hjerteligere Velkommen, bringer vi ham en endnu inderligere Hyldest.

Siden han var her ifjor, har Kaptein Amundsen baade hjemme og i fremmede Lande paa en glimrende Maade gjort Rede for Expeditionens rige videnskabelige Udbytte -de store Resultater i praktisk saavelsom theoretisk Henseende. Hans stolte og taknemmelige Fædreland skjænkede ham først al mulig Hæder og Ære; og derefter kappedes Keisere, Konger, Fyrster og Videnskabsselskaber om at overøse ham med Eresbevisninger.

Mine Herrer, det er ikke alle disse ydre Tegn paa Anerkjendelse og Hæder, som ligger til Grund for vort Velkommen her iaften. Nei, det er fordi vi nu tilfulde har lært at forstaa hans store Daads hele Betydning og Vigtighed.

Vi har ogsaa havt Anledning til at anstille Polarforskning i ham; og idet vi har lært ham bedre at kjende, har vi gjort følgende Opdagelse:

At han ikke alene har gjort fuldstændig Rede for den magnetiske Pol, men at han selv udøver magnetisk Tiltrækningskraft af sjelden Art. Vi opdager, at vi uimodstaaelig trækkes magnetisk til hans jævne, ligefremme, elskværdige Personlighed.

Nordvestpassagens Fuldendelse har paany givet Verden en Lærdom om Norge og Nordmænd. Efter at Englændere i store, veludstyrede Skibe og med al den Hjælp som en mægtig og rig Nation kunde stille til deres Raadighed, havde gjort Forsøg paa Foretagendet i 400 Aar forgjæves, var det en liden norsk Skude, mandet med Normænd, som maatte til for at vinde frem til Seir.

Vi finder ny Anvendelse for de fra vor tidlige Barndom saa velkjendte Linjer, vi føler deres Betydning med ny Stolthed:

"Da var det den engelske Stormand stolt

Bøiet Knæ for den Norske Lods."

Tale ved Festen i Orchestra Hall, Chicago, i Anledning

Bjørnsons Fødselsdag, 27de Nov. 1907.

Norske Mænd og Kvinder i Chicago.

Idag er der Fest i gamle Norge; men der er ogsaa Fest i det udflyttede Norge. Normænd overalt i Verden, spredte som vi er i alle Lande og paa alle Have, samles i èn Tanke: at lykønske og hædre Norges første Søn. Vi føler, at det ikke alene er en Mærkedag i den store Digterkonges lange og bevægede Liv, men at det ogsaa er en Mærkedag overalt, hvor det norske Sprog tales, overalt hvor norske Hjerter slaar for Fædrelandets Storhed og Fremgang.

Af ens Mor og i ens Fædreland faar man i Barneaarene Indtryk og Lærdomme, som man bevarer gjennem hele Livet som noget af det bedste, man eier, og for hvilke man heller aldrig ophører at elske den Mor og det Fædreland. Vi føler, at ligesom det gamle Fædreland med sine dyrebare Erindringer altid forbliver vort, saa er ogsaa Bjørnson altid vor.

Det er nu femti Aar siden Bjørnsons Digtergenius kastede sine første Straaler udover Norge. Gjennem "Synnøve Solbakken", "Arne" og "En glad Gut" lærte han os den norske Bonde at kjende. Han aabnede helt Døren til hans Stue og viste os ham, som han talte, tænkte, følte. Han skabte Synnøve, sit Kvindeideal med de enkle og rene Linjer saa sandfærdig ud af det norske Land og Folks Egenskaber, at hun blev helt national, den fagreste norske Kvindetype. Paa samme Tid ved at løfte den

norske Bondes Liv op i Kunstens Høihed og Skjønhed, løftede han den norske Bonde op til rigere Forstaaelse og Selvbevidsthed; og den norske Bonde var for ham det norske Folk.

Fra Bondefortællingerne gik han over til vor Saga og gamle Historie. Han viste os de gamle Haakoners og Olafers stolte Tid, da Norge var det første og fornemste af de tre nordiske Riger. Ved disse herlige Minder fra vor gamle Uafhængighedstid vilde han vække det norske Folk til Længsel efter nyt nationalt Liv. Han vilde, at det norske Folk skulde skabe sig de gamle Haakoners og Olafers Tid paany.

Men Bjørnson gik ustanselig videre. I en Række glimrende Værker kjæmpede han mod Fordomme og Trangsynthed. Han fordrede Tolerance og absolut Ærlighed og Sandhed i offentlig saavelsom privat Liv; og han forlangte og satte ogsaa igjennem, at Kvinden fik den Stilling i Samfundet, som tilkom hende.

Endelig er han vor store Skald. Gjennem hele sit Liv har han givet os en Uendelighed af Sange, som vi og vore Børn og Slægterne efter os altid vil bevare som vor bedste Skat og Eie. Mange af disse Digte er fulde af Opmuntring og Trøst for det nedtrykte Menneskehjerte, andre er besjælet af en glødende Patriotisme, som har opildnet og altid vil opildne til Daad og Opofrelse for Fædrelandet. Men han har ogsaa forstaaet os, Udflytterfolket, og i Arnes Længsel efter at komme "Over de høie Fjelde" har han tolket vor Udfærdstrang.

Hvem kan nogensinde glemme det, som har hørt og seet Bjørnson holde Tale? Den kraftige, skjønne Kjæm

« ПредишнаНапред »