Unionen mellem Norge og Sverige var aldrig hverken naturlig eller hjertelig, og istedenfor at bringe et godt Forhold mellem Landene, havde den akkurat den modsatte Virkning. Norge gik ind i Unionen uvillig, og Sverige var kanske lige skuffet paa Grund af den Ligestillethed, som Unionen medførte, istedenfor et svensk Overherredømme. Nedigjennem Aarene kom saa en hel Række Rivninger, dels med Sverige som Følge af forskjellig Opfatning af Unionen, og dels med Kongen, som ved Mangel paa Forstaaelse af Norge som Regel var at betragte som alene svensk Konge: Adelens Afskaffelse, Statholdersagen, det absolute Veto i Grundlovssager, Flagsagen og endelig Konsulatsagen.

I hele dette Tidsrum gik de to Landes Udvikling i vidt forskjellig Retning; thi medens Sverige haardnakket holdt fast paa sine forældede Institutioner, trængte i Norge demokratiske Ideer igjennem; og den store Afstand, som oprindelig fandtes imellem de to Folk, blev stedse større istedenfor mindre. lan vil derfor let indse, at denne Union bar i sig Spiren til sin egen Undergang.

Konsulatsagen bevirkede da endelig Bruddet. Efter lange Forhandlinger troede man sig at være kommet til en Forstaaelse, da Sverige pludselig forandrede Front ved at stille som Betingelse for Konsulatlovens Gjennemførelse Vilkaar, som vilde paatryke Norge et umiskjendelig Lydrigestempel. Forhandlingerne blev da afbrudt, og Norge besluttede at gjennemføre Konsulatsagen paa egen Haand, som en Sag, der ifølge Grundlov og Rigsakt vedkom det alene; og Ministeriet Michelsen blev dannet med dette som bestemt Program. Konsulatloven blev

enstemmig vedtaget af Storthinget og enstemmig indstillet af Regjeringen; men Kongen nægtede Sanktion. Ministrene indgav sine Afskedsansøgninger, og Kongen tilstod, at han ikke kunde skaffe Norge en ny Regjering. Dermed var en uholdbar Situation fremkommet: Kongen kan ifølge Grundloven ikke regjere uden et ansvarligt Raad, og Landet stod derfor uden lovlig Regjering. Saa kom Storthingsbeslutningen af 7de Juni. Kongen var afsat og Unionen følgelig opløst.

Naar man tænker paa de Overgreb og det Overmod, som blev vist fra svensk Side under Unionen, bør man vel bemærke, at det ikke skyldtes det hele svenske Folk, men en forholdsvis faatallig Klasse, som vi pleier at kalde "Storsvensker." Og vi bør altid erindre, at under Krisen efter Unionsopløsningen viste det svenske Folk i det store og hele taget ikke noget fiendtligt Sindelag mod Norge, men insisterede tvertimod paa, at Striden skulde afgjøres i Mindelighed. Og fra Sverige, især fra Arbeiderforeningerne, kom der utallige Beviser paa Sympathi, Velvilje og Hengivenhed for Norge.

Hvordan kunde nu et saadant revolutionært Skridtthi man har benævnt Opløsningen af Unionen en Revolution - hvordan kunde det lykkes i Norge? Norge traadte ud af Unionen under hele den civiliserede Verdens udelte Beundring og Tilslutning. Skyldtes det ikke den enestaaende Statskløgt

Forening af Omtanke og Beslut

somhed hvormed Sagen førtes igjennem af Folkets Høvdinger, Michelsen, Løvland og Berner? Jo, visselig! Skyldtes det ikke Hærens og Flaadens Beredthed, Fæstningerne og Grænsevagten? Jo, visselig! Men fremfor

alt laa Grunden deri, at det norske Folk for første Gang stod enig, samdrægtig, samlet i Fylking fra Landsende til anden; dette Folk, som ellers er saa tilbøielig til politisk Partistrid, Diskussion og Kamp. Naar et Folk er saaledes forenet og samlet og udviser en saadan Offervillighed og brændende Fædrelandskjærlighed hos store og smaa, Mænd og Kvinder, da er dets Vilje og Kraft uimodstaaelig. Og denne Offervillighed var ikke indskrænket til selve Norge; den fandtes hos Norges Sønner overalt i Verden. Her fra Amerika fandt denne Offervillighed Udslag i utallige Tilbud ikke alene af Penge, men af Liv, hvis det skulde trænges for Norges Frelse. Vær vis paa det, Landsmænd, at om Normændene, enten det er i Norge eller her, vil staa sammen enig og samdrægtig, kan de opnaa, hvad det saa skal være, vil de altid vinde frem til Seier.

Tale ved Sønner af Norges Midsommerfest i Minneapolis

den 23de Juni 1907.

Norske Landsmænd i Tvillingbyerne!

Vi er her samlet til Midsommerfest til St. Hansfest. Nylig har vi feiret vore to store Nationaldage, 17de Mai og 7de Juni, saa at vi nu altsaa holder Fest for tredie Gang.

At vi aldrig glemmer 17de Mai, det siger sig selv. Den Dag har vi jo feiret lige fra de tidligste Barneaar, og for mange af os er vel den stolteste og lykkeligste Erindring fra de Aar dengang da vi først fik være med at marschere i Guttetoget med Flag i Haanden til ære for Dagen. Her i det fjerne Amerika opvækkes hvert Aar paa 17de Mai vor Fædrelandskjærlighed for gamle Norge, og vi høitideligholder Dagen, som de gjør derhjemme.

Men Dagen har ogsaa en videre Betydning for os som gode amerikanske Borgere. Vi hører saa ofte det, at man her i Landet ønsker Normænd velkommen som et af de allerbedste Elementer i Amerikas Befolkning, fordi vi er arbeidsomme, stræbsomme, ærlige, fremfor alt, fordi vi er lovlydige. Hvis dette sidste er sandt, og vi virkelig fortjener Ros som lovlydige, maa det skyldes den Omstændighed, at vi kommer fra et Land med gode Love, Love som indgyder Respekt og fortjener at adlydes. De frie og demokratiske Institutioner, som skabtes ved den norske Grundlov, har kanske gjort mere end noget andet til at

forberede og skikke os til Forholdene og Livet her i Landet, til godt amerikansk Borgerskab.

Og saa var det 7de Juni. Denne Norges anden store Nationaldag er neppe af mindre Betydning end 17de Mai; thi paa denne sattes Slutstenen paa Norges Frihedskamp, og Norge blev først et helt frit og selvstændigt Rige. Det store Maal, som Fædrene havde sat sig paa Eidsvold, men ikke magtet helt at sætte igjennem, blev da endelig opnaaet. Det norske Folk i sit Storthing hævdede Landets Grundlov.

Og nu har vi Midsommerdagen St. Hans. Hvilke Minder vækker ikke denne Dag og denne Nat! Vi vil kanske heller tænke paa Norge, som det er ved St. Hans, end paa nogen anden Tid i hele Aaret. Da staar Norge i sit fagreste Flori Festskrud. Det er Midtpunktet af den nordiske Sommer og Høidepunktet af denne Sommers Fagerhed og Ynde. Naturen viser sin ypperste Livskraft, Løvet er friskt, Græsset staar grønt og frodig, og utallige Blomster pryder Eng og Mark. Fra Sneen og Bræerne paa Fjeldet gaar Elve og Bække endnu i brusende Flom og Fossefald ned imod Fjorden. Fuglene synger sin gladeste Sang Maaltrostens dybe Tone fra nært Hold følges af Gjøkens skye Galen længere borte i Skogen.

Kan I ikke kjende den liflige og kvægende Duft fra Mark og Skog:

"Jeg drev i Skoven en Sommerdag,

Da Solen stod høit i Sky,

Og slentred afsted i Ro og Mag,

Hvor Løvskyggen gav mig Ly.

Mig glædede Træernes lyse Dragt,